Italien

Sammen med Frankrig er Italien med sikkerhed det land, der har betydet mest for den måde vi drikker vin på i dag. Få lande har bidraget med så meget viden og så mange gode vine, som dette solbeskinnede herlige land.

Landet er inddelt i 28 store regioner der hver især har en stribe underkommuner. I alt er der cirka 2500 vin kommuner i landet der bruger 450 forskellige druesorter. Derfor byder Italien også på et væld af forskellige vine, fra de meget varme regioner som Puglien og Sicilien, til de kølige bjerge i Alto Adige.

Jeg vil i denne artikel forsøge og dykke ned i italiensk vin og landets fantastiske historie.

Italiens vinhistorie

De fleste siger, at det var grækerne der startede vindyrkningen i Italien, men det er ikke helt korrekt. Det var grækerne der først begyndte at eksperimentere med druer og plantede en masse vinstokke i landet, men der blev allerede lavet vin der, længe før Grækerne kom, bare i en noget anden skala.

Vindyrkningen opstod i Kaukasus for ca. 8000 år siden. Man antager at Italiens vinhistorie begyndte ca. 2500 år før vores tidsregning. Nylige arkæologiske fund udpeger Sardinien som omdrejningspunkt for italiensk vin, 1200 år fvt. Man mener derfor, at Sardinien havde en helt afgørende betydning for udviklingen af vindyrkning og vinkultur i den vestlige verden.

Det bringer os frem til grækerne, eller rettere jonerne der var et oldgræsk folkefærd. De medbragte langt mere avancerede vindyrkningsteknikker fra Grækenland til Italien omkring 1500 år fvt. Cirka 900 år fvt var det fønikernes tur, de anlagde kolonier på Sardinien og Sicilien. Med sig havde de ny viden og vindyrkning hvilket også fik stor betydning, for den måde vinbonden plejede sine marker på. Det var også dem, der medbragte de berømte amforaer, en keramikbeholder som man opbevarede vin i.

De græske dorere anlagde 600 år fvt kolonier i Syditalien, det man dag kender som Calabrien, Apuglien (Puglia) og Sicilien. De havde en kraftig betydning for fremstillingen af vin, og det var dem der gav Italien et navn der næsten ikke bruges mere: Oinotria, ”vinlandet”.

Romerne

De næste der fik stor indflydelse på landets vindyrkning var romerne. Vin spillede en stor rolle for romerne, der drak vin i store mængder. Romerne videreudviklede de græske teknikker og allerede på dette tidspunkt, eksperimenterede man med opbinding af vinplanter og druesorter. Det menes at nogle af Italiens ældste druesorter, allerede var introduceret her. Således blev der muligvis allerede lavet vin på Sangiovese på dette tidspunkt.

Vin blev indtaget dagligt af romerne og den romerske legionær, havde ret til vin hver dag. Officielt fordi man mente det var sundt og kunne kurere infektioner, men mon ikke man også mente at den romerske legionær skulle drikke sig mod til, inden de stod overfor germanerne eller Hanibals elefanter.

Romerrigets storhedstid var fra 100 år fvt til 200 år efter.

Vesuv

År 72 gik den berygtede vulkan i udbrud i Syditalien. Vi har via skriftlige dokumenter, adskillige vidneberetninger fra udbruddet. Og der var tryk på, ingen tvivl om det. Forskere har beregnet sprængkraften til at være 10 gange højere end den A bombe man smed over Hiroshima under 2. verdenskrig. På dette tidspunkt summede området af liv, med en stor vinproduktion, beboelse og det svarede til datidens industri. Som et eksempel på hvor store ødelæggelser udbruddet bragte med sig, kan nævnes at man den dag i dag stadigt er i gang med at grave området ud. Her finder man blandt andet vinbarer, der var altså vinbarer i Italien ca. samtidigt med at Jesus gik på jorden, en fascinerende tanke syntes jeg.

Falernum

På væggen en af de vinbarer man har gravet ud, står der på væggen ”Har du sølv kan du få vin, har du guld kan du få Falernum”. Falernum var den absolut mest berømte vin i datidens Italien og betegnes som den første ”cru vin”. Hvilket er lidt ukorrekt, da cru vine slet ikke var opfundet på det tidspunkt, men det var vel verdens første ”kult vin”.

Efter Romerne

Efter Romerrigets fald dykkede vinproduktionen i det der i dag er Italien. Vindyrkning foregik stort set kun i ”klosterregi”. Men med renæssancens indtræden på scenen skete der pludseligt noget igen.

Nye tanker om vin og oprindelsen af vin kom til. Storhertug af Toscana Cosimo d. 3. af Medicislægten, definerede i to dekreter regler om områder for Chianti og 3 andre distrikter. Dermed lavede han verdens første kontrollerede oprindelsesbetegnelse. Hvor man definerer, hvor en vin skal komme fra og hvilke druer den skal laves på, for fx at hedde Chianti.

Gennem de næste århundrede voksede italiensk vinindustri, der blev dog primært lagt vægt på kvantitet frem for kvalitet. Man ønskede store høstudbytter så man kunne lave store mængder vin der kunne sælges billigt. Kun enkelte vingårde afstak fra denne filosofi. Vi skal frem til 1900 inden denne praksis ændrede sig, højst sandsynligt grundet noget der startede på en gartnerskole i London i 1842.

Vinlusen (phyloxera Vistatrix)

På en gartnerskole i London, gjorde to elever et ”underligt fund”. De stødte på et meget lille dyr, som man ikke havde set før. Få år efter begyndte vinplanterne i Sydfrankrig at dø ud: Vinlusen var kommet.

Det vi ved i dag er, at vinlusen kom fra USA via England til Europa. Resultatet var ødelæggende.

I hele Europa begyndte vinplanterne at dø og omkring 1860 var vinproduktionen i hele Europa godt og grundigt i knæ.

Efter at have forsøgt at bekæmpe vinlusen, ved at overhælde markerne med alt fra vand til kalk, fandt man løsningen. For man havde ikke nogen vinlus i USA, derfor prøvede man og importere vinplanter fra USA. Den gik bare ikke. Det vi ved nu er, at den amerikanske vinplante er en anden familie en den europæiske, der overordnet hedder Vitis Vinifira (den vinbærende), som så har 2000 undersorter, det er dem du kender som Merlot, Chardonnay og så videre.

Den amerikanske plante er resistent overfor vinlusen, der angriber roden, men laver man vin på den, smager det frygteligt. Derfor blev løsningen følgende: Man podede simpelthen de europæiske planter, over på den amerikanske rod, dermed har man en plante der er immun overfor vinlusen og som man kan lave vin af. Denne praksis bruges stadig den dag i dag.

Efter vinlusen skulle vinmarkerne i hele Europa genplantes, her er vi i 1870’erne og mange bønder benyttede lejligheden til, at plante nye og bedre vinsorter, der dermed gav et løft i kvaliteten af deres vin, ikke mindst i Italien.

Skønt der nu var lagt et grundlag for forbedringer, skal det siges, at der stadig var mange vinbønder der lavede en forfærdelig kvalitet, de to verdenskrige med efterfølgende økonomisk kaos, lagde heller ikke lige op til, at man skulle producere eksklusive vine.

Samtidigt kollapsede forbruget af italiensk vin. Først grundet Spaniens indtræden i EU(ef) i 1986, men også fordi den almindelige italiener gik fra at drikke 110 liter vin om året i 1960’erne til 56 liter i 2000. Det var altså hverken nemt eller sjovt at være vinbonde i Italien fra 1850 til ca. 1995.

Den med tankvognen

Det der satte hovedet på sømmet, var nok ”tankvognskandalen” i 1986. Her fyldte et par grådige vinbønder træsprit i en tankbil med vin. Om det var fordi de skulle have destilleret det til Grappa (her bliver man afregnet ud fra alkoholprocenten) og den af en eller anden årsag endte i almindelig vinproduktion vides ikke. Men faktum er at det endte med både dødsfald og folk der blev blinde. Som resultat heraf led Italiens vinproduktion endnu et knæk.

Fra slutningen af 1980’erne omlagde man derfor fra kvantitetsprincippet, til kvalitetsprincippet. Bedre planter som man passer bedre, med lavere høstudbytte pr hektar og bedre kvalitet til følge.

Status på italiensk vin lige nu

Italiensk vin er lige det mest eftertragtede i verden, sammen med fransk vin. Noget af verdens absolut bedste vin bliver produceret i Italien, fra de gode hverdagsvine, ofte på Primitivo der dyrkes i stor stil i Syditalien, til de store vine som Brunello og ”Supertoscanere” i Toscana, Barolo og Barbaresco i Piemonte, til Amaronerne i Venete. Her er kvalitetsvine til enhver smag.

Herunder nogle af de spørgsmål jeg ofte møder, når jeg snakker med folk om italiensk vin:

Hvad er en Supertoscaner?

Historien om Supertoscanerne tager sit udspring i slut 70’erne. Her begyndte man nogle få steder at lave vine på ”ikke tilladte” druesorter. Det vil sige at vinbønderne pr. lovgivning på dette tidspunkt ikke måtte bruge Merlot og Cabernet Sauvignon. Hvis vinbonden gjorde det alligevel, måtte man gerne producere og sælge vinen, men man blev sat ned i den laveste kvalitetskategori i Italien, uanset hvor god vinen var.

Dette medførte at man i 80’erne havde nogle af de bedste vine i Italien, der lå i den laveste kategori, hvilket må siges at være et paradoks. Det var en vinanmelder fra New York Times, der i en artikel om Toscana, første gang brugte udtrykket. Herfra kom det stille og roligt til at gælde alle vine fra Toscana, lavet på internationale druesorter som netop Merlot og Cabernet Sauvignon, nogle gange iblandet lidt Sangiovese. I dag kan man godt ligge i en lidt højere kategori, IGP, når man laver disse vine. Men man kan ikke komme op i de 2 øverste - DOC og DOCG.

Hvad er Amarone?

Amarone er modsat hvad mange tror, hverken navnet på en druesort eller et vindistrikt. Amarone er betegnelsen for en bestemt vintype, der fremstilles efter nøje definerede metoder og med udvalgte druesorter fra et specifikt vindistrikt i Norditalien.

Det officielle navn for Amarone-vintypen er ”Amarone della Valpolicella”. Vinen skal således laves på bestemte druesorter, der skal høstes i den dal der hedder ”Valpolicella”. Disse druer skal minimum tørre i 3 måneder og man må højst producere ca. 45 hektoliter pr. hektar, for ikke at pine planterne og dermed få en bedre kvalitet i mosten inden den gærer.

Hvor er Amaronevin fra?

Amaronevin produceres udelukkende i det norditalienske vindistrikt ”Valpolicella” i Veneto. Vinregionen kan inddeles i tre mindre områder: Classico, Valpantena og Est. Af disse 3 områder regnes Classico for det bedste og har man udelukkende druer fra dette område, må man skrive ”Amarone della Valpolicalla Classico” på etiketten.

Valpolicella kan oversættes til ”dalen med de mange kældre”. Der er naturligvis tale om vinkældre – og dem er der hobevis af i det højtrespekterede vindistrikt.

Valpolicella-distriktet er den andenstørste producent af DOC-vine. DOC er et kvalitetsstempel, der blev indført i Italien i 1963. En DOC-vin skal opfylde en lang række krav, der dækker over alt fra benyttede druesorter og alkoholstyrke til syreindhold og høstudbytte.

Hvad er Brunello de Montalcino?

Hvis Vino Nobile de Montepulciano tidligere var kongen af Toscana, er Brunnello de Montalcino det i dag.

Hvis man skulle være så heldig, at befinde dig i det solbeskinnede Toscana, kan du køre lidt sydpå, gennem den fantastiske storby Firenze med et mylder af liv. Herfra vil man opleve at køre længere og længere ud på landet, gennem små landsbyer og forbi de flotte borgmure der omkranser mange af disse byer.

Til sidst vil man så kunne køre op af en stribe hårnålesving, der kunne minde lidt om svingene op ad Alpe D’Huez (for dem der ser Tour de France), og så vil man lande i en lille, men MEGET smuk soveby. Byen er omkranset af en gammel borgmur og bag murene er der fyldt op med små hyggelige huse, der ligger på meget bakkede og snoede smalle gader. Her går livet sin vante gang i stilhed, og det er på INGEN måde til at mærke, at man befinder sig i en af verdens mest berømte vincentrum. Det er naturligvis byen Montalcino der her er tale om. Byen hvor man lever og ånder for god mad og god vin, her er ikke diskoteker eller tøjforretninger, til gengæld er der en overflod af vinbarer, delikatesseforretninger og restauranter. Som en af de lokale en gang sagde til mig “hvis du ikke kan lide ost, vin og pølse, så er du det forkerte sted”.

Årsagen til at denne lille by omtales verden over er Sangiovese Grosso. Det er den lokale variant af Sangiovese, og hvis du producerer denne drue på skråningerne op til byen, og ellers overholder en del kvalitetskrav, må man kalde sin vin for “Brunello de Montalcino”.

Vinen skal laves 100% på Sangiovese Grosso der har vokset op af bjerget til byen. Desuden skal den lagre minimum fire år, hvoraf de to skal være på egetræsfade (Riserva skal have 1 år mere). Høstudbyttet må maksimalt være 56 hektoliter pr. hektar.

Hvordan smager en Brunello de Montalcino?

Brunello er ikke en vin der lefler for sit publikum med masser af blød frugt. Det er en tør rødvin, med et højt niveau af tannin og syre når den er ung. Får vinen lidt år på bagen, ca. 6-10 år fra høståret, vil syre og tanninniveau falde til medium og afsløre et væld af smagsnuancer. Herunder kirsebær, tobak, læder og krydderier.

Hvilken drue bruges mest i Italien?

Det er Sangiovese, der bruges både til alt Chanti og Brunello de Montalcino.

Er Primitivo det samme som Zinfandel?

Nej! Nylige DNA-undersøgelser har dog gjort det klart, at druerne ikke er helt ens, men at de begge stammer fra en kroatisk drue, der hedder Crljenak Kaštelanski.