Argentina

Se vores udvalg af kvalitetsvine fra Agentina !

Filter

Argentinsk vin

Jesuitter, vinplanter og den europæiske kolonisation

Skrevet af Peter Rasmussen Sommelier og vinhandler

Som med så mange andre steder i verden, var det kirken der have en afgørende rolle, i den spæde opstart af Argentinas vinproduktion.

Spanierne trængte i 1516 frem til egnene omkring Río de la Plata, men koncentrerede fortsat deres anstrengelser om områderne med ædelmetaller. Argentinas indfødte befolkning var ved spaniernes ankomst sammensat af mere end 20 forskellige grupper af indianere. Fra og med 1700-tallet blev Pampasområderne besat af araukanerstammer fra Chile, der havde lang erfaring i kamp mod spanierne, og de fortsatte en langvarig modstand mod erobringen.

Det var ca. i 1550 at spanske jesuitter medbragte de første vinplanter og startede en vinproduktion. Selv om Argentina i dag er præget af franske druesorter som Malbec og Cabernet Sauvignon, mener mange at den første vinplante der blev sat i Argentina kan have været Tempranillo, der i dag bruges til stort set alt vinproduktion i Rioja, Ribera del Duero og Toro i Spaninen.

Den første vingård

Der er beviser på, at den første vingård i Argentina blev grundlagt i 1557 i det område vi i dag kender som La Rioja.

Der skulle dog gå mange hundrede år inden Argentina for alvor gjorde sig som internationalt anerkendt vinland.

I løbet af 1990’erne omlagde man produktionen fra at have fokus på volumen, til at have stor fokus på kvalitet. Dette skulle vise sig at være en rigtig god ide. I løbet af de sidste 20 år er vinproduktionen steget i både volumen og kvalitet. I dag dyrkes vin i det meste af landet, med en passion der kun overgået af passionen i deres Tango.

Klima i Argentina

Mange vindrikkere har den opfattelse, at masser af varme giver gode vine, det er ikke rigtigt. Masser af solskinstimer er godt, men for meget varme hindrer vinplanten i at danne vigtige elementer, som for eksempel vinsyre.

Varme, syre og højder.

”Masser af varme, så laver man god vin” det er en fordom jeg møder ofte når jeg taler med folk. Men det er ikke rigtigt, lange periode med temperaturer over 35 grader er ikke godt. Her lukker fotosyntesen i planten ned, med det resultat at planten ikke kan producere vinsyre.

Mange solskinstimer er godt, men i planten må ikke ”overopvarmes”

Den største udfordring i Argentina er klimaet, især varmen fra den bagende sol. For meget varme giver overmodne druer, der resulterer i flade, tunge og søde vine, som ikke falder i europæernes smag. Løsningen er at anlægge vinmarkerne i højden, hvor temperaturen falder betydelige grader, og dermed skaber et mere gunstigt mesoklima. Argentina er varmere og tørrere end Chile, hvorfor vinene har en højere alkoholstyrke, er sødere og har mindre syre. De kan minde om vin fra Australien. Argentinerne er dog, som australierne, blevet dygtige til at tøjle klimaets påvirkning, så argentinsk vin ikke nødvendigvis er lig med søde og flade vine.

Når vinplanterne står i højder over 500 meter, er der masser af sol, kombineret med kølige nætter, dette giver de absolut bedste vine.

Argentina er verdens femtestørste vinland

I dag er Argentina verdens femte største vinproducerende land, og de mest betydningsfulde regioner er Luján de Cuyo og det centrale Mendoza. De primære druesorter i Argentina er Malbec, Bonarda og Torrontés. Malbec er også kendt fra franske vine, og er på mange måder blevet et slags argentinsk nationalklenodie. Der er få steder i verden, hvor Malbec bliver dyrket så optimalt og med så gode resultater som i Argentina. Når vi skriver gode resultater, mener vi ikke kun kvalitet i smagen, men også god pris. Nogle kalder argentinsk Malbec for verdens bedste af sin slags, og denne status kommer ikke af sig selv. Den kommer fra hårdt arbejde i marken kombineret med et helt unikt argentinsk klima.

Unikke klimaforhold giver enestående argentinske vine

Argentina har et tørt og varmt klima, som er relativt stabilt. Til sammenligning er der inden for europæisk vinproduktion en risiko for frost, regn eller for lidt sol. Den risiko findes ikke i Argentina. Her er sol og varme stabilt. I Argentina kan det derimod være manglen på regn, der udgør en risiko. Nogle vinproducenter bruger vand fra Andesbjergene til at vande vinmarkerne med. Varmen fra den bagende sol kan resultere i overmodne druer, som giver flade, tunge og søde vinde. Vinbønderne i Argentina kompenserer for det ved at anlægge vinmarkerne højere oppe, så temperaturen er lavere.

Fakta om Argentina og spørgsmål jeg ofte møder, når jeg snakker med folk om Argentinsk vin.

Hvor kommer Malbec druen fra?

Malbec-druen bliver i dag betragtet som Argentinas nationaldrue. Den stammer faktisk fra Frankrig, hvor den bliver brugt meget i Cahors, men også Bordeaux bruger denne drue. Druen er dog meget følsom over for fugt, hvilket forklarer hvorfor den sjældent bliver brugt i Bordeaux i dag. Til gengæld tåler den varme rigtig godt. Disse to ting i fællesskab forklarer hvorfor druen stortrives i Argentina, der har masser af sol og meget lidt regn, sammenlignet med markerne i Bordeaux.

Hvad er Mendoza?

Argentinas absolut vigtigste vinregion. Det hele startede her, og selvom argentinsk vinindustri har bredt sig til flere regioner, laves over 85% af argentinsk vin her. Se mere tekst om Mendoza herunder.

Hvad er Torrentes?

Torrentes er en sjælden hvid druesort, der stort set kun bruges i Argentina. Druen giver meget parfumerede vine. Derfor bruges den ofte også til at blande i Chardonnay-vine, for at give disse vine mere blomsterduft og lidt smag af tropisk frugt. Vinbonden behøver ikke at oplyse om der er Torrentes i, så længe det er mindre end 15%.

Hvad er Uco Vallay?

Nedenfor er listet de store vinregioner i Argentina. De skal hver især betragtes som de danske regioner. Hver region har så en del kommuner. Det er det samme her, Uco Valley er den vigtigste og nok bedste kommune i Mendoza Regionen.

Argentinas vindistrikter

Mendoza er Argentinas vigtigste vinregion, hvor alle de store vinproducenter hører til. Over 85% af al vineksport stammer fra Mendoza.

Mendoza byder på høje bjerge og smuk natur, men i de lave områder er der simpelthen for varmt til at lave god vin.

Som tidligere nævnt, så er højden på vinmarken i Argentina meget vigtig. Jo højere vinplanterne er plantet, jo køligere er klimaet. Helt generelt opnår vinene mere balance, jo højere vinmarken er placeret. Druerne indeholder mere syre og får længere tid til at modne. Det der gør Mendoza til et specielt og bedre vinområde end resten af Argentina er, at det ligger på et stort plateau, som er hævet langt over havets overflade. Jo længere vi nærmer os Andesbjergene, jo højere kommer vi op og jo bedre bliver klimaet. I det centrale Mendoza kan findes vinmarker så højt som 1.500 meter over havets overflade. Det er som regel herfra, de absolut bedste vine produceres.

Salta

Denne vinregion er ikke ret stor og ligger højt mod nord. Her er køligere end i for eksempel Mendoza. Derfor specialiserer området sig også i rigtig gode hvidvine på Torrentes, Chardonnay, Chanin Blanc og Sauvignon Blanc. Disse druer skal ikke have samme varme som for eksempel Malbec. Der laves dog også en del rødvine på Merlot og Syrah.

San Juan

San Juan er Argentinas andenstørste vinproducerende region. San Juan ligger 150 km. nord for Mendoza og er markant varmere. Temperaturen kommer op på 42 grader om sommeren og nedbøren er begrænset. Det klima er ideelt for spisedruer, rosiner og til at fremstille Vermouth og Sherrylignende vine - hvilket historisk set har været de primære produkter fra San Juan.

Siden slutningen af 1990’erne har San Juan dog i stigende grad omstillet dele af produktionen til fremstilling af røde og hvide kvalitetsvine. Enkelte producenter har udpeget de bedst egnede områder, som er højere placeret eller på anden vis køligere end resten.

La Rioja

La Rioja, der ikke skal forveksles med det spanske vinområde af samme navn, var det første sted i Argentina der blev plantet vin. De fleste vinmarker ligger omkring 1000 meter over havets overflade, men strækker sig fra marker i 800 meter til 1400 meters højde. klimaet er varmt og kunstvanding er besværligt, hvilket gør det besværligt at dyrke vin. I dag laves nogle af Argentinas bedst prissatte dagligdagsvine.

Catamarca

Catamarca har indtil for få år siden produceret bordvine og egnsvine, alle af en dårlig kvalitet. De seneste år er der dog begyndt at ske ændringer. Området kan opdeles i to: Den vestlige, der har den højeste kvalitet, og så Catamarca Valley, der stadig kører i det gamle spor. Den vestlige del indbefatter Pomán, Andalgalá, Santa María og Belénder.

Patagonia

Patagonien er det sydligste vindistrikt i Argentina. Landet er så langt at temperaturerne her er markant lavere end længere nordpå. Derfor har man også med held fået stablet en produktion på benene af gode Pinot Noir-vine. Denne drue er meget varmefølsom og derfor ikke velegnet til de varmere egne i landet, men gør sig godt i denne lidt køligere del.

Hvilke vindruer bruges i Argentina.

Langt de fleste vine fra Mendoza laves, modsat de europæiske, på en enkelt druesort, såkaldt varietal vin. Det kan ses som en fordel og en ulempe, alt efter hvad hensigten er. Det giver nogle rene vine med stor fokus på frugt og den enkelte druesort, men det kan også resultere i mindre komplekse og elegante vine. I Europa benyttes for eksempel Merlot som en primær druesort, men den blandes ofte med andre sorter, for at give flere smagsnuancer. Hver druesort har sine egne styrker og svagheder, ved at blande disse giver man mere balance og kompleksitet (altså flere smagsnuancer) til den enkelte vin. Er der for lidt syre i Merlot, tilføjes en anden sort, som tilfører netop syre osv. Med den rette blanding kan der altså opnås en mere elegant og kompleks vin. I Argentina begynder der dog at komme vine på flere druesorter, ligesom der også findes yderst komplekse vine på ren Malbec.

Som tidligere nævnt er den altdominerende drue i Argentina Malbec. Mer der bliver også brugt en del andre druer. Merlot, og Cabernet Sauvignon på den røde side, Sauvignon Blanc, Chardonnay og Torrentes på den hvide. Herudover laves der lidt Tempranillo og Pinot Noir. Sidstnævnte har det dog svært med varmen i Argentina, men i enkelte kølige områder lykkedes det at få gode resultater.

GourmetWine bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere