Chianti vine

Vinens status skulle generobres

For 25-30 år siden var der ikke mange, der regnede Chianti-vin for en stor vin. Derfor besluttede man at satse mere på kvalitet frem for kvantitet ved en regelændring tilbage i 1984. Markernes udbytte blev nedbragt, og kvaliteten af druerne steg efterfølgende. Vinbønderne kunne også få lov at tilsætte ikke-traditionelle druesorter som Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot(dog skal der altid være minimum 75% Sangiovese i vinen). Desuden har teknologiske fremskridt sat deres præg på udviklingen i området, specielt i kælderarbejdet.

I dag er der stadig en del dårlig Chianti vin, der produceres, men området byder nu også på topkvalitets vine, der kan måle sig blandt de bedste i verden.

Den sorte hane på flaskehalsen er kendetegnet for den mest kendte vin

Fra Firenze i nord til Sienna i syd strækker Chianti Classico-området sig med godt 7.000 hektar vinmarker. Næsten alle producenter af Chianti Classico-vine tilhører et konsortium, der fungerer som en form for kontrolinstans og sikrer den høje kvalitet i vinen. Symbolet for disse medlemmer er den sorte hane som symbol på halsen af hver flaske. Kendetegnet for vinen er druen Sangiovese, der giver dem struktur. Man kan sætte Chianti-vin på formel: Størstedelen af dem skal bestå af Sangiovese, og her må der så tilsættes lidt Canaiolo og Malvasia del Chianti. Canaiolo giver et blødt og imødekommende modspil til Sangiovese, som er kendt for at være en lidt kantet drue.

En lang historie og tradition bag sig

Chianti-vine har en lang historie og tradition bag sig og kan betegnes som klassisk italienske. Tidligere lavede man Chianti på blandinger af Canaiolo som den primære drue tilsat Mammolo, Marzemino og Sangiovese. I slutningen af det 19. århundrede gik man dog mere og mere over til en base af Sangiovese-druen tilsat Canaiolo. Hvis man spurgte en gruppe tilfældige vindrikkere for 25-30 år siden om deres opfattelse af Chianti-vine, ville de formentlig give forskellige svar. Det var der god grund til. Tidligere blev området udvidet med nye vinmarker, der havde en tvivlsom kvalitet, og her kunne man støde på mange forskellige vine. Nogle af disse var slet ikke velegnet til lagring, men skulle drikkes unge. Andre kunne ligge i mindst 5-10 år, for at de kunne blive nogenlunde tilnærmelige. På samme tid var der flere vinbønder, der lavede decideret dårlige vine. Dette var i høj grad med til at ødelægge områdets ry.