Amarone

Amarone er affald! - eller det var det i hvert fald i over 1000 år.

I dag betaler vi glædeligt over 300 kr. for Amarone-vine, men i langt over 1000 år, anså man det for affald.

En af de mest kendte vine - eller skulle man sige vintyper - er Amarone.

Det er dog langt de færreste, der kender den ret interessante historie, om hvordan den opstod.

Her er den spændende historie, der involverer kejsere, romere, et mysterie og en meget vinglad naturhistoriker.

Men lad os først lige få lidt fakta på bordet:

Hvad er Amarone vin?

Amarone er, modsat hvad mange tror, hverken navnet på en druetype eller et vindistrikt. Amarone er betegnelsen for en bestemt vintype, der fremstilles efter nøje definerede metoder og med udvalgte druetyper fra et specifikt vindistrikt i Norditalien.

Det officielle navn for Amarone-vintypen er ”Amarone della Valpolicella”. Vinen skal således laves på bestemte druetyper, der skal høstes i den dal der heder ”Valpolicella”. Disse druer skal minimum tørre i 3 måneder og man må højst producere ca. 45 hektoliter pr. hektar, for ikke at pine planterne og dermed få en bedre kvalitet i mosten, inden den gære.

Hvor er Amarone vin fra?

Amarone vin produceres udelukkende i det Norditalienske vindistrikt ”Valpolicella” i Veneto. Vinregionen kan inddeles i tre mindre områder: Classico, Valpantena og Est. Af disse 3 områder regnes Classico for det bedste og har man udelukkende druer fra dette område, må man skrive  ”Amarone della Valpolicalla Classico” på etiketten.

Valpolicella kan oversættes til ”dalen med de mange kældre”. Der er naturligvis tale om vinkældre – og dem er der hobevis af i det højtrespekterede vindistrikt.

Valpolicella-distriktet er den andenstørste producent af DOC-vine. DOC er et kvalitetsstempel, der blev indført i Italien i 1963. En DOC-vin skal opfylde en lang række krav, der dækker over alt fra benyttede druetyper og alkoholstyrke til syreindhold og høstudbytte.

Hvilke druer bruges der i Amarone?

I den velrespekterede vinregion dyrkes forskellige druesorter, bl.a. de fire druetyper, som primært benyttes i fremstillingen af Amarone vin:

• Corvina
• Corvinone
• Rondinella
• Molinari

Hvordan fremstilles / laves Amarone vine?

Når man laver Amarone vine, er der en afgørende forskel, i forhold til almindelige vine, nemlig tørringsproseccen. Når man har høstet sine druer, i slutningen af september eller starten af oktober, skal de ligge og tørre i minimum 3 måner inden man presser dem. I gamle dage foregik det typisk på træbakker ude i solen, i dag foregår det som oftest i ventilerede tørre haller. Dette gør at en stor del af vandet i druen forsvinder, tilbage er der så en mere koncentreret most med et højere sukker indhold end almindeligt.

Da druerne svinder ind i tørreprocessen, bruges der typisk omkring dobbelt så mange druer i fremstillingen af en Amarone vin, som der benyttes i fremstillingen af andre billigere vine, hvilket er en af forklaringerne på, at vinen koster en del mere.

Tip!
Det er en god idé at lade yngre Amarone vine ånde inden servering – særligt de dyrere flasker. Åbn derfor gerne vinen et par timer før, du serverer den. Eneste undtagelse er Amarone der er mere end 8 år gamle, der bør man lade være.

Hvor gamle kan Amarone vine blive, hvor længe kan Amarone vine holde?

Hvornår er en Amarone moden? Det er et svært spørgsmål og svare præcis på, da det afhænger af kvaliteten af den enkelte vin. Dog er der en række tommelfingerregler. Amarone kan blive relativt gammel, alle Amaroner der er under 5 år gammel er for unge. De fleste Amaroner topper et sted mellem 5-10 års alderen. De absolut bedste Amaroner der koster over 500.- flasken er ikke modne før de er 10 år, og kan blive op til 30 år gamle.

Skal jeg hælde min Amarone på karaffel?

Ja. som udgangspunkt er det en god ide. Dog kun hvis din Amarone ikke er over 8 år gammel.

Ung Amarone (2-6 år) har altid godt af at komme på Karaffel eller blive åbnet en til to timer før man drikker den.

Kan Amarone være hvid?

Nej. Amarone navnet må kun bruges når man laver rødvin fra Valpolicella området i Veneto, på vindruer der er tørret inden de presses.

Er Amarone en drue?

Nej, det er en vintype.

Er Amarone en region?

Nej, det er en vintype lavet i Valpolicella regionen.

Hvad spiser man til Amarone?

Eller hvad drikker men Amarone til? Amarone er en meget fyldig let sødlig vintype, med et lavt til medium indhold af Tanin. Sukker og fedt er ikke godt sammen, Tanin skal have proteiner (fedt). Derfor er det bedst med mørkt kød der ikke er for fedt. Oksekød, lam, kalv der ikke er for fedt. and er også fint, dog ikke den klassiske andesteg, da den er for fed, men for eksempel andebryst og så er vildt helt oplagt.

Hvem opfandt Amarone?

Det vides ikke med sikkerhed, men du kan læse Amarones historie herunder og blive klogere på alt om Amarone.

Historien om Amarone

Amarone findes i mange forskellige varianter, lige fra supermarkedets Amarone til 99 kr. til de langt dyrere fra 400 kr. og op. Det kan være svært for den enkelte forbruger at gennemskue, hvorfor der skal være så stor forskel. Det vil vi kigge på til sidst, dog først lige historien om Amarone.

Amarone bliver lavet ved, at man tørrer vindruerne, som oftest Corvina, Rondinela og Molinara, i minimum 3 måneder - hvilket lovgivningen foreskriver. Dette er den afgørende forskel på Amarone og andre vine. Men teknikken med at tørrer druer er gammel, og faktisk ikke opfundet til Amarone-vinen.

Først og fremmest befinder vi os i Valpolicella-dalen, altså i Verona, et område som mange danskere valfarter til i deres sommerferie, for at besøge Gardasøen. De ældste beviser på vindyrkning i dette område er fra ca. 500 år før Kristi fødsel.

Vi ved, at man tørrede druerne i dette område, ca. 100 år før Kristi fødsel, altså LÆNGE inden der var nogen, der overhovedet tænkte på navnet Amarone.

Den tørstige naturhistoriker

Plinius den Ældre bliver betragtet som en af de primære kilder til vores viden om hoffet i Rom, både via de bøger han skrev og hans dagbøger. Han var historiker og naturhistoriker. Men inden han kom så langt, gjorde han karriere som kavaleriofficer for den romerske hær i Germanien.

Senere blev han sagfører i Rom og en nær ven af Titus, efter han havde overtaget magten i Rom. Plinius omtaler således, hvordan der blev serveret tørrede Raeticis-druer ved Kejser Tiberius’ banketter ca. 30 år efter Kristi.

Raeticis var den mest feterede drue/vin på dette tidspunkt, kun overgået af Falernum, der af nogle omtales som verdens første ”Cru vin”. Dette er dog nok lidt misvisende, da Cru-begrebet ikke eksisterede på dette tidspunkt, men højt feteret var den.

Således kan man på væggen i en vinbar, der er gravet ud i ruinerne fra Pompei, læse følgende: ”har du sølv kan du få vin, har du guld kan du få Falernum”. Dette er en løs oversættelse, men det viser under alle omstændigheder, at man allerede dengang gik meget op i sin vin.

Tilbage til Amaronen

I starten af 500-tallet, skriver Cassiodorus, der var forfatter og embedsmand under kong Teoderik den Store i Ravenna i Emilia-Romagna, en bestilling på vin til en tolder i Veneto.

Her lovpriser han vinen Acinaticum, som han beskriver indgående som en af Italiens bedste vine, med masser af sødme og fylde. Dette menes at være forfaderen til Reciotto (navnet Amarone kommer først langt senere), fordi at han beskriver hvordan druerne hænges op og tørres inden presning.

Fakta: Valpolicalla-dalen fik sit navn, da man i 1177 sammenlagde Veriacus- og Pruviniano-dalene, til en dal man dengang kaldte Valpolesela.

Det store mysterium

Forfaderen til Amarone, hedder Reciotto (Reciotto har forskellige navne op gennem historien, fx Accinaticum/Recie og benævnes for første gang under navnet Reciotto i 1888). Reciotto var/er en dessertvin, som man lavede ved at hænge druerne op på pergolaer og tørre i flere måneder, for derefter at starte gæringen, og få en helt fantastisk sødlig most. I nogle år blev mosten bitter, og man forstod simpelthen ikke hvorfor.

Der blev brugt mange kræfter på at løse mysteriet, men der skulle gå mange år inden man forstod det. Svaret er simpelt:

I mange år betragtede man gæringsprocessen som et mirakel. I nogle kulturer er gæringsprocessen ligefrem blevet betragtet som noget guddommeligt.

I dag ved vi, at det skyldes gærceller, og de kan ikke tåle at blive for kolde.

Men når man tørrer sine druer i 3-4 måneder inden man starter gæringen, så bliver mosten kølet ned - da man jo er henne i december. Gærcellerne dør inden vinen er gæret ud, og gæring er jo gærceller der spiser sukker og omformer det til alkohol, så sukkeret når ikke at gære ud.

Dermed får man en helt fantastisk fyldig og sødlig dessertvin. I nogle år fik man så ikke denne frost i december måned - mosten skal køles ned til under 7 grader, for at gærcellerne dør.

Det var så i de år, hvor man altså ikke kom under de 7 grader, man fik en rødvin hvor alt sukkeret var gæret ud. Man fik et ”fejlagtigt” produkt. Dette produkt blev der set meget ned på, og det omtales faktisk første gang i et værk fra 1732, hvor forfatteren Scipione Maffeis i ”Verona Illustrata”, omtaler en vin fra Valpolicella, der kan være enten sød eller ikke sød. I denne bog bliver ordet ”Amaro” brugt for første gang.  Det Italienske ord for bitter er nemlig ”Amaro”.

I 1888 bliver den bitre version af Reciotto, altså Amarone, omtalt ved en vin-kongres i Padova som ”et fejlagtigt produkt, som ikke fortjener ros”.

Men herfra tager det så egentlig stille og roligt fat. I 1903 får Cantina Negra guldmedalje for deres Amarone ved en konkurrence, og herfra udvikler vinen sig i en periode på ca. 40 år, for så at gå i stå under 2. verdenskrig.

Men igen fra 1950’erne kommer der gang i begrebet igen, og der produceres nu flere og flere Amaroner. Fra 1980’erne kommer der en del nye teknikker, og det er også i slut 80’erne, at vi i Danmark langsomt får øjnene op for Amarone.

Fakta: Hvornår man skiftede fra Amaro til Amarone kan ikke siges med sikkerhed, men navnet betyder ”bitter” og hentyder til, at det er en dessertvin, der fejlagtigt er gæret ud og blevet bitter.

Som nævnt i starten, er det største problem for Amarone i dag, som undertegnede ser det, at der er så mange forskellige kvaliteter. Det kan være svært som almindelig forbruger at forstå, hvorfor man skal betale 99 kr. for noget Amarone, og måske 750 kr. for noget andet. Svaret er selvfølgelig KVALITET.

Det er alt for stort et begreb at gå til bunds i her, det bliver en anden artikel, men det er klart, at når en vinbonde fx beskærer sine drueklaser med måske 30%, så får hver vindrue mere energi, simpelthen fordi der er færre druer til at dele den mængde planten optager.

Så får vinbonden 30% mindre saft at sælge af, og må derfor tage lidt mere for sin vin. Desuden siger lovgivningen, at man skal tørre sine druer i minimum 3 måneder. Men derfor kan man jo godt tørre dem mere, dermed mindre most at sælge, men en most med større smagskoncentration.

Som sagt dykker vi ned i dette en anden gang, men rådet herfra skal lyde:

Hvis du har 99 kr. at købe vin for, så kan du få rigtig meget godt - dog synes jeg ikke, at du skal vælge Amarone. Min ydmyge erfaring siger, at en god Amarone begynder ved 249,-kr. - og det er på tilbud! Så har du 99 kr. så prøv noget andet. Måske en god Ripasso.